37-årige Jens Winther Olsen er en af de mænd, ligestillingsministerens kampagne for at få mænd til at holde mere barsel, preller af på. For Jens Winther Olsen er selvstændig og kan ikke se, hvordan han skulle kunne få det hele til at løbe rundt, hvis han ikke hver dag hoppede i arbejdstøjet i sit bilsynsfirma.
På spørgsmålet om, hvorvidt han kunne finde på at holde barsel, svarer han:
»Nej, barsel – bestemt ikke. Jeg er selvstændig, så det kan jeg ikke. Jeg har ikke mulighed for at holde fri midt i det hele.«
Jens Winther Olsen er stadig ene mand i sit bilsynsfirma.Og skulle han en dag få nogle medarbejde, som drømte om at holde barsel, kunne det let komme til at gøre ondt i pengepungen i det lille firma, forudser han:
»Jeg synes, der burde være en barselsfond, sådan at virksomheder kunne deles om det. For hvis man bliver pålagt, at en medarbejder skal holde et år fri, bliver det meget omkostningstungt. Og har man en masse medarbejdere, er det lige meget, om det kun er to måneder, for det bliver hurtigt til mange måneder, hvis der er mange ansatte,« siger Jens Winther Olsen, der mener, at det er i orden, at medarbejderne gerne vil holde barsel.
For »det må man jo rette sig efter,« som han siger.
Men han synes ikke, at politikerne skal lave regler for, hvor meget barsel mændene skal holde.
»Det er ikke nogen god idé. Det må folk selv finde ud af.«