I disse dage er børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) ved at lægge sidste hånd på et sparekatalog på omkring 262 millioner kroner.
Sparekniven skærer dybt og efterlader et blodigt spor af rødt, socialistisk hjerteblod på byens daginstitutioner, folkeskoler og fritidshjem. Ikke just en ønskesituation for en SF-politiker, der af princip går til valg på at skaffe forbedringer på netop de områder.
De 13 måneder, der er gået siden Bo Asmus Kjeldgaard satte sig i spidsen for Københavns største forvaltning, har da også været de sværeste i den 49-årige politikers arbejdsliv, siger han til Nyhedsavisen.
Han havde godt nok en anelse om lidt rod i økonomien, da han satte sig til rette i borgmesterstolen, men at skeletterne kontinuerligt ville rasle ud af skabene og ned om ørerne på ham, kom som en overraskelse.
Rystende resultat
»I starten præsenterede den tidligere direktion et mindre underskud og forklarede det med, at det skyldtes Accenture (et mislykket datasystem til udbetaling af lærernes løn, red.). Men jeg kunne fornemme, at det ikke kunne passe, og søgte hjælp hos vores revision og embedsmændene i Økonomiforvaltningen,« siger han og fortsætter:
»Jeg fandt ud af, at jeg måtte skifte den gamle direktion ud, og da Else Sommer trådte til som chef, gennemgik vi minutiøst tallene. Det var nødvendigt, at vi stillede hinanden dumme spørgsmål som hvorfor har vi lånt penge ud til os selv? . Resultatet var rystende,« siger Bo Asmus Kjeldgaard, der i november sidste år kunne opgøre den økonomiske slendrian i den tidligere administration og politiske ledelse til 450 millioner kroner.
Hvordan reagerede du på det?
»Jeg blev først og fremmest vred på de mennesker, der var ansvarlige for rodet.«
Overvejede du at give op?
»Nej, men det var hårdt. Jeg havde netop fået det fra alle sider roste projekt faglighed for alle igennem, da det hele brast sammen økonomisk. Jeg valgte at kæmpe for at lukke hullet og har mødt stor opbakning hos de andre borgmestre og i vores eget udvalg.«
Frygteligt dilemma
Hvordan er det som SF-politiker at skære så dybt på et af dit partis kerneområder?»Frygteligt. Det har været et svært dilemma, for i SF vil vi løfte folkeskolerne og daginstitutionerne. Men jeg er overbevist om, at vi nok skal komme på ret kurs igen.«
Godt signal
Hvordan har reaktionen været i dit politiske bagland?»I SF s folketingsgruppe synes de, at det er et godt politisk signal, at jeg både fremlægger politiske visioner og er i stand til at rydde op i økonomien og få administrationen på ret køl. Det viser, at SF er et ansvarligt og regeringsdueligt parti. De fleste har vist forståelse for, at vi alle ville blive fyret, hvis ikke underskuddet blev rettet op.«
Har du fortrudt, at du satte dig i borgmesterstolen?»Nej, for jeg brænder for området. Men hvis det havde været min første borgmesterperiode, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have klaret det.