Af Mette Trudsø og Susanne Sayers
"De største problemer, vores politikere har i disse dage, er nazi-islamister og dyresex – to ting, der stort set ikke findes. Alt imens varder 800 bådflygtninge, der druknede i Middelhavet på deres færd fraLibyen til Italien; en tur, de kun tog, fordi de virkelig godt kunne tænke sig ikke at blive dræbt med store knive i Afrika."
Standupperen Michael Schøt holder ministertale fra sit Schøtministeriet, og han holder sig ikke tilbage. Hans blik på Danmark og dansk politik er kritisk. Det har alle kunnet forvisse sig om ved jævnlige besøg påsatiresitet Helt Normalt. Og det får landets politikere at mærke for tiden, hvor Schøt inviterer dem direkte på scenen på Nørrebro Teater til kritiskeinterviews.
Michael Schøt er en af de kunstnere, som fletter kunst og politik sammen, og han er ikke alene. Selvom den politiske kunst herhjemme er bådemindre bombastisk og knap så højrød som den, vi oplevede i 1960’erne og 70’erne, er den ifølge såvel kunstkendere som udøvende kunstnere i høj grad stadig til stede.
Dengang kunstscenen var domineret af kunstnerkollektiver som Røde Mor, teatergrupper som Solvognen og sange som ‘Vi voksne kan ogsåvære bange’, var kunstnerne optaget af at fortælle deres publikum, hvordan samfundet var skruet sammen, og hvad befolkningen burdemene om det. I dag er den politiske kunst mere subtil og mindre ideologisk, og mange eksperter foretrækker også at kalde den noget andet.
Ændret karakter
- I dag handler det mere om kommunikation og værdier og om at adressere nogle mere globale spørgsmål. Fra det perspektiv bliver det for snævert at tale om politisk kunst – jeg vil hellere kalde det kritisk kunst. Og jeg synes, at rigtig meget kunst i dag er kritisk, siger Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond og museumsdirektør for KUNSTEN i Aalborg.
Den åbne, debatterende praksis i samtidskunsten gør også, at de fleste eksperter vægrer sig ved, som der har været tendens til tidligere, at inddele den politiske kunst i ’venstrefløjskunst’ og ’højrefløjskunst’. Kunstkritiker og redaktør på Kunsten.nu, Matthias Hvass Borello, forklarer det således:
- Kunstnere er jo ikke politikere. De er kritiske samfundsborgere, der bevæger sig rundt i de spørgsmål, der er i verden, og udstiller måder, vi gør ting på i samfundet – som for eksempel dataovervågning og vores selvpromovering på sociale medier. Det giver simpelthen ikke mening at operere med en fløjtanke, når en kunstner eksempelvis debatterer, hvad et liv er værd ved at sammenholde et dansk liv under et terrorangreb med en masse bådflygtninge, der tipper over i Middelhavet.
Når eksperterne skal pege på, hvilke kunstarter der dominerer med hensyn til den politiske kunst, lander pilen hyppigst på billedkunst og scenekunst – herunder standup.
Til gengæld er alle, som A4 har talt med, enige om, at tidligere tiders politiske musikbølge kan erklæres for uhørt smult vande i dagens Danmark.
Protestsangens død
- Den klassiske politiske protestsang er jo død herhjemme – og gudskelov for det. Jeg har aldrig været den største fan, som kulturjournalist Adrian Hughes siger.
Han bakkes op af den mangeårige musikanmelder og kommentator Niels Fez Pedersen:
- Det er svært at finde noget så upolitisk som danske musikere. Den politiske musik trives dårligt i konsensussamfund. Den skal have noget at være vred over, og i Danmark synes de fleste, at det alligevel går meget godt. Bevares, i miljøet omkring Ungdomshuset findes den stadig, men det er ikke noget, som rigtig når ud over miljøet og rammer den brede masse,siger anmelderen til Ugebrevet A4.