Oppositionens påstande om udhuling af den offentlige sektor er tom snak. Det viser nye beregninger fra Finansministeriet ifølge finans- minister Thor Pedersen (V).
Fortsat vækst
Økonomerne i ministeriet har beregnet, hvor stor en andel de offentlige serviceudgifter udgjorde af den samlede samfundsøkonomi under Nyrup-regeringen, hvor meget de har udgjort med den nuværende regering, og ikke mindst hvor meget de vil komme til at udgøre med den økonomiske 2015-plan, som regeringen har fremlagt. Og gennem alle tre perioder er der tale om vækst.
»De beskylder os for, at væksten i den offentlige sektor ikke er lige så stor som væksten i det private. Men de her tal viser, at det er lodret forkert. Væksten i det offentlige forbrug er steget mere end det private og vil fortsætte med det med vores plan,« siger Thor Pedersen.
Ifølge beregningerne har de offentlige serviceudgifter udgjort 25,5 procent af samfundsøkonomien under Nyrup-regeringen, 26 procent under Fogh-regering og endelig vil de udgøre et halvt procentpoint mere med regeringens 2015-plan, nemlig 26,5 procent.
S: Mindre velfærd
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, afviser ikke direkte tallene. Men hun afviser finansministerens centrale pointe:
»Jeg har stor tillid til Finansministeriet, men det eneste, jeg kan sige, er, regeringens 2015-plan opererer med en historisk lav vækst. Det betyder, at man får mindre velfærd.«
»Det rene vås,« lyder det fra Thor Pedersen:
»Jeg vil anbefale S-formanden at studere tallene igen. Regeringens plan fører til en markant stigning i de offentlige serviceudgifter,« siger han.
Spørg danskerne
Det får dog ikke SF s formand, Villy Søvndal, til at falde i svime over talle- ne.
»Thor Pedersen forsøger desperat at tilbagevise virkeligheden ved at hænge sig op i mere og mere gymnastiske talkolonner. Hvis du spørger danskerne, så er de ikke i tvivl om, at det er gået baglæns med kvaliteten i børnehaverne, skolerne og så videre,« siger Villy Søvndal.