Landsretten i Norge har torsdag meddelt, at den vil løslade milliardæren Tom Hagen, der er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru.
Det oplyser Tom Hagens advokat Svein Holden.
Inden det sker, skal den norske højesteret dog tage stilling til sagen.
Årsagen er, at anklagemyndigheden har kæret afgørelsen om løsladelse. Først når højesteret har talt, vil Hagen potentielt kunne blive løsladt.
70-årige Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd, blev anholdt den 28. april. Dagen efter blev han sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen, og varetægtsfængslet i fire uger.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst i oktober 2018.
Tom Hagen har erklæret sig uskyldig og var uforstående over for sigtelsen. Han siger, at han ikke har noget at gøre med sin hustrus forsvinden.
Siden anholdelsen i sidste uge har Hagens hjem været spærret af, og politiet har foretaget omfattende undersøgelser.
Den norske avis Aftenposten skriver, at politiet har en video af en bil, der kører til ægteparrets bolig, kort tid før hun forsvandt.
Denne video anses for at være central i efterforskningen. Det siger kilder tæt på efterforskningsledelsen i Øst politidistrikt til Aftenposten.
Ifølge avisen viser videoen, at bilen kører på en gangsti til bagsiden af Hagens bolig i Sloraveien i Lørenskog. Observationen af bilen skal være gjort klokken 9.05 på formiddagen 31. oktober 2018.
Ifølge Dagbladet var der fem politibiler ved Hagens hytte på Kvitfjell torsdag middag, hvor der blev foretaget 3D-skanninger.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt 31. oktober 2018 fra hjemmet i Lørenskog, og Tom Hagen kontaktede politiet samme dag, da han kom hjem.
Politiet formodede, at hun blev bortført, da familien modtog et krav om løsesum på 67 millioner kroner.
I sidste uge fortalte politiet dog, at det vurderer, at kravene om løsepenge i sagen fungerede som røgslør for den egentlige forbrydelse.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB