Karl Marx studier af kapitalismens mekanismer er uovertrufne. Det var måske kommunismens største ulykke, at dens ledere var for dygtige. De lurede kapitalisterne kunsten så meget af, at de blev endnu mere materialistiske og inhumane i deres statskapitalisme end kapitalismen.

Øjensynligt står vi i dansk politik lige nu midt i en mekanisme af samme art. Først overtog statsministeren store dele af socialdemokraternes politik, og nu har socialdemokraterne travlt med at låse sig fast i regeringens politiske mekanik med skattestop og de skrappest mulige betingelser for flygtninge. Det er svært at se, at kampen mellem Thorning og Fogh handler om andet og mere end små marginaler.

Dødfødt projekt

Sagen blev demonstreret med stor tydelighed i Deadline 22. februar.

En erfaren kommunal leder, Lisbet Binderup, fremlage den indlysende sandhed, at statsministerens såkaldte kvalitetsreform for offentlige ydelser er et dødfødt projekt.

Dels kan der ikke nås mere ved privatisering og tidsstudier. Dels står vi over for en kæmpe arbejdskraftmangel især i den sociale sektor. Vi må derfor tilbage til gamle dyder som ansvar, agtelse og gensidig anerkendelse mellem mennesker. Det er her, der er noget at hente, for eksempel ved en omlægning af uddannelse, efteruddannelse og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Helt konkret kunne man binde adgang til førtidspension sammen med forpligtelse til omsorgsarbejde. Tager hver førtidspensionist syv års tjeneste som besøgsven med afgrænsede opgaver med hensyn til hjemmehjælp og så videre, kan det gøre en virkelig forskel.

Ingen vælgerinteresse

Straks Lisbet Binderup havde talt, blev vor tids Karl Marx hidkaldt – i skikkelse af hele to tidligere spindoktorer, Nyrups Peter Mogensen og Foghs Michael Christiansen.

De nikkede venligt til Binderups tanker, for straks at fastslå, at sådan kan man ikke vinde et valg! Det er kun den kolde jernpolitik, tidsstudier, kontrol, privatisering og garantier , man kan få folk til at stemme på. De er lige så dygtige og skråsikre i deres vælgeradfærdsanalyser, som Karl Marx var i sine kapitalstudier. Så mon ikke ansvarlige politikere som Thorning og Fogh lytter pænt til dem?

Hvor er de kristne?

Det er i den situation, man kan undre sig over, at der ikke er partier – hvis der da ikke er det – der tør mobilisere politisk på grundlag af de kulturkristne værdier, som fortsat udgør rygraden hos det danske folk?

Menneskelig værdighed, næstekærlighed som etisk fordring og retten til fællesskab med og anerkendelse fra andre er stærke grundværdier hos 70 til 90 procent af den danske befolkning. Det fremgår blandt andet af de europæiske værdiundersøgelser. Af samme grund ser vi selv statsministeren i sæk og aske, hver gang en af tv-stationerne har været ude blandt de svageste medborgere med et skjult kamera.

Hvorfor er det så, at der ikke er nogen, der tør føre politik på den kulturkristne midterbane, som de fleste danskere er ganske rodfæstet i? Er det ikke her, fremtiden ligger, når Lisbet Binderup alligevel ender med at få ret?