Jorden bliver ikke varmere. Lige nu i hvert fald. For hverken 2007 eller 2008 har sat varmerekorder.
Derfor afblæser klimaskeptikere nu krisen om den globale opvarmning. Klimaskeptikere er de forskere, der ikke tror på, at mennesket ved hjælp af blandt andet CO2 er ved at varme kloden op.
De sidste elleve år har forskerne nemlig ikke registreret stigninger i den globale temperatur. En af dem, Piers Corbyn fra den engelske organisation Weatheraction, der har specialiseret sig i langsynede vejrudsigter, er så sikker i sin sag, at han ligefrem fremlægger sine resultater på en videnskabelig konference i London om en måned. Det skriver bbc.co.uk.
Klimaskeptikernes udmelding har sparket en ophedet debat i gang kun to måneder før FN's klimatopmøde i København.
Synspunktet har dog allerede fået den kolde skulder. For ifølge et flertal af verdens klimaforskere er vores planet blevet mærkbart varmere og især fra 1970'erne er det gået stærkt. Men klimaskeptikerne hævder, at deres nye målinger beviser, at de globale temperaturer er ikke på vej op - og slet ikke i samme tempo som hysteriet.
Ifølge det britiske meteorologiske institut, the Met Office, stiger temperaturer dog aldrig lineært. Der vil altid være korte perioder, hvor det bliver lidt varmere eller lidt koldere. Det afgørende er, hvordan det ser ud på den lange bane. Og her går temperaturerne op.