Med syv italienske mesterskaber på stribe kan det næppe diskuteres, at Juventus aktuelt er Italiens fodboldflagskib.
Men når det kommer til Champions League, mangler "den gamle dame" det sidste for at kunne måle sig med Real Madrid, FC Barcelona, Bayern München og Europas andre storklubber.
Siden Champions League-triumfen i 1996 har Juventus tabt fem finaler i Europas fineste klubturnering. Over sommeren har klubben dog sikret sig den brik, der kan fuldende puslespillet og sørge for en tiltrængt europæisk triumf til Torino-klubben.
Ind er kommet verdensstjernen Cristiano Ronaldo, der fem gange har modtaget Ballon d'Or-prisen som verdens bedste fodboldspiller og fire gange ud af de seneste fem sæsoner har vundet Champions League.
Foreløbig har Juventus betalt cirka 750 millioner kroner til Real Madrid for Ronaldo. Kan portugiseren spille titler hjem til sin nye klub, får hans eksklub flere penge i kassen.
Med 120 mål er Cristiano Ronaldo den mest scorende spiller i Champions League-historien. Det synes da også oplagt, at han kan føre Juventus frem til en længe ventet europæisk titel.
- Jeg føler, at Champions League er mit hjem. Det er den turnering, som jeg elsker mest. Vi får brug for lidt held, for vi er kommet i en svær gruppe, siger Cristiano Ronaldo ifølge AFP.
Klubben er havnet i gruppe H med Manchester United, Valencia og Young Boys. Onsdag aften åbner italienerne derfor med en nøglekamp ude mod Valencia, der formentlig har Daniel Wass med på holdkortet.
Den mangeårige konkurrent Lionel Messi fra Barcelona har en fidus til, at Cristiano Ronaldo er spilleren, som kan tippe CL-guldet over på Juventus' side.
- Juventus havde et godt hold i forvejen, og nu har de også Cristiano Ronaldo. Real Madrid har stadig et af de bedste hold i verden, men de er svagere nu, mens Juventus er blevet en af favoritterne til at vinde Champions League, siger Lionel Messi til Catalunya Radio.
Kampen mellem Juventus og Valencia fløjtes i gang onsdag klokken 21.
/ritzau/