Den danske rapper, Natasja, har mistet livet ved en bilulykke på Jamaica. Hun blev kun 32 år, men har i mange år været en stor del af den danske rapscene og er blandt andet kendt for hittet Op med Ho det .
Natasjas mor, fotografen Kirstine Saad, bekræfter over for ekstrabladet.dk, at hun er omkommet i en bilulykke på Jamaica.
På sangerindens My Space-profil strømmer det lige nu ind med hilsener fra fans:
- Danmark bliver ikke det samme uden dig, du bragte noget til dansk musik, der ikke kan beskrives. R.i.p Natasja, skriver xkaroline.
Mens en anden ved navn Armin skriver:
- Jeg savner dig allerede! Den bedste reggae-artist ever! : (.
Siden Natasja sidste sommer som den første ikke-jamaicaner nogensinde vandt Jamaicas reggae-talentkonkurrence Irie FM Big Break, har hun haft særdeles travlt - både i Danmark, Jamaica og andre steder i verden.
Natasja vandt sidste år prisen som Årets sangerinde ved Zulu Awards, ligesom hun i januar i år blev nomineret ved Danish Music Awards til årets danske sangerinde og årets hiphop-udgivelse.
På Jamaica har hun blandt andet arbejdet sammen med legendariske Sly & Robbie om nye numre, og den internationale version af hendes »Release«-album fra november 2005 er blevet mikset om til en international udgivelse af manden, der normalt mikser for Shaggy og Beenie Man. Også Bob Marleys gamle selskab, Tuff Gong, har udsendt en single med hende.
Natasja Saad var dansk-sudansk og født i København i 1974.
Hun fik sin scenedebut som 13-årig, da hun begyndte at arbejde som DJ i København, og fra 1990 spillede hun i et par år sammen med sangeren Karen Mukupa i bandet No Name Requested.
I samme periode medvirkede hun på produktioner af Queen Latifah og Massive Attack.
Hun har desuden sunget sammen med blandet andre Clemens, Den Gale Pose, Bikstok Røgsystem, UFO-Yepha og Erann.
For nylig har Natasja også medvirket i Betty Nansen Teatrets opsætning af Shakespeares Købmanden i Venedig
Hendes seneste succes var radiohittet »Op med ho’det« fra filmen »Fidibus«.