Flere og flere fiskekuttere bliver stående på land i stedet for at hive torsk ind ude på vandet.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Niels Bjerregaard Pedersen, frygter, at de danske kuttere vil være helt væk om mindre end 20 år. Det skriver Berlingske.
- Det er synd for Danmark, for det er både kultur og arbejdspladser, der forsvinder med kystfiskeriet, siger han til Berlingske.
I 1996 blev der i Danmark fanget over 100.000 ton torsk, hvilket er omkring fire gange så meget som i dag. Derudover var der næsten dobbelt så mange erhvervsaktive kuttere.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har netop nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på kystfiskerordningen - en ordning, der har eksisteret siden 2007, og som skal hjælpe med at bevare dansk kystfiskeri.
Men der er mange modsatrettede interesser, og det er ikke let at finde en løsning.
- På den ene side er kystfiskeri erhverv, og det skal vi forsøge at kigge på så nøgternt som muligt. Derudover kommer hele spørgsmålet om at holde liv i havnene, miljøet og lokalsamfund, siger Mette Gjerskov.
Arbejdsgruppen blev da også først nedsat efter et drama, hvor tre af de syv medlemmer i udvalget, der administrerer arbejdsgruppen, sagde farvel.
De sendte i stedet et brev til ministeriet, hvor de skrev:
- Afviklingen af små fiskersamfund og dermed tab af arbejdspladser - ofte i yderområder - fortsætter. (...) Hvis der er et politisk ønske om mangfoldige, levende og aktive kystsamfund i Danmark, hvor et naturskånsomt og bæredygtigt kystfikseri indgår, er der brug for politisk handling.