Af Knud Brix, knbr@avisen.dk
Kapitel 2.
Jakob er ikke bange. Efter de hårde kampe føler han sig pumpet op af adrenalin.
»Jeg er 19 år. Jeg har ikke oplevet ret meget, jeg er jo næsten lige gået ud af folkeskolen, jeg har så meget af mit liv tilbage. Men det var jo det her, jeg gerne ville,« tænker han.
Den danske bataljon er tidligere på dagen faldet i et betændt baghold i byen Al Hartha. En vejsidebombe har smadret et dansk bæltekøretøj. Og han har netop skudt og dræbt en irakisk oprører. Men det er lykkedes den danske styrke at kæmpe sig ud af bagholdet.
Nu blæser de danske styrker ud af byen for fuld kraft. Ørkenstøvet hvirvler op. Uden for byen stopper de, og Jakob springer af. Han er maskingeværskytte og sygehjælper.
Hans kammerater græder. Jakob må give psykisk førstehjælp. Soldaterne støtter hinanden.
»Fuck, det er ikke derfor, jeg er kommet herned,« græder en kammerat.
Jakob tager ham om skulderen.
»Det skal nok gå, det skal nok gå,« trøster han.
To soldater hyperventilerer. De hiver panisk efter vejret.
Ingen vej tilbage
Soldaterne fylder nye patroner i magasinerne. Jakob har tømt ni magasiner mod fjenden. 270 skud.
Pludselig skratter radioen.
Jakob og hans kammerater skal køre tilbage til bagholdet i den lille palmelund, hvor de efterlod det sønderbombede bæltekøretøj.
Det skal trækkes fri, så oprørerne ikke kan bruge det som trofæ, lyder ordren.
»Fuck. Det er sindssygt. Vi skal sgu da ikke tilbage til det baghold,« tænker han.
Men der er ingen vej udenom, de skal tilbage. Det er en ordre.
»Vi er jo soldater, så vi må klappe hælene sammen og bare gøre det. Vi skal fandeme adlyde ordre, selvom vi er uenige,« tænker Jakob.
Mur af bly
Hans deling får støtte af spejdereskadronen. Spejderne har et tungt maskingevær på deres pansrede køretøj.
De skyder konstant, laver en mur af bly for at holde fjenden nede.
Jakobs gruppe får ordre til at indtage et civilt hus for at skyde på fjenden fra hustaget.
De sparker døren ind til et hus med et brag.
»Get down, get down,« råber Jakob da han stormer ind i huset med løftet gevær.
Der går panik i familien. Børnene skriger, og mændene lægger sig ned på jorden.
Men man kan ikke komme op på taget, så Jakobs gruppe må sparke døren ind i et andet hus.
»Get down, get down,« lyder det igen.
Beboerne har frygt i øjnene.
Mændene får samlet hænderne bag ryggen med plastikstrip. Der bliver ikke taget nogen chancer.
Soldaterne myldrer op på taget og begynder at skyde.
Jakob skal holde styr på familien, som bliver samlet i et sikkert rum i huset. Han kan ikke tale irakisk, men forsøger alligevel at berolige familien ved at tale til dem på dansk.
»Vi gør jer ikke noget, I skal ikke være bange,« siger Jakob til faderen.
Irakeren tager Jakobs hånd. Klemmer den. Siger noget på irakisk.
Jakob nikker bare og smiler.
Jægerne kommer
Der bliver skudt heftigt oppe fra taget. Kammeraterne kommer ned. De danske soldater må opgive at bjærge det smadrede bæltekøretøj.
Jakob kigger irakeren dybt i øjnene og smiler, inden han går ud af døren.
Tilbage på køretøjerne forsøger Jakob at puste ud. Men oprørerne begynder at skyde med mortérgranater efter danskerne.
Jakobs gruppe kører væk fra palmelunden i høj fart. Bag sig ser han mortérerne slå ned.
»Hvis vi havde ventet to minutter længere, var vi blevet smadret,« råber en soldat.
En britisk helikopter lander for at hente de sårede.
På vej hjem til den danske lejr falder flere af Jakobs kammerater om af træthed. De sidder ret op og ned i køretøjet og sover.
»Nøbbe er død«
Da patruljen bumler ind i den danske lejr, smutter Jakob over på toilettet.
Han kigger på sine hænder. De er farvet røde af blod. Han kigger sig i spejlet.
Blodet fra den sårede soldat har også stænket hans ansigt.
Han vasker sig. Det mørkerøde vand forsvinder ud i håndvasken.
Soldaterne samles i et stort telt.
En dansk soldat har mistet livet under kampene, fortæller den overordnede.
»Det er Nøbbe,« hvisker en kammerat.
Jakob kan slet ikke tro det.
»Det kan ikke være Nøbbe, det kan bare ikke være Nøbbe,« tænker han.
Henrik Nøbbe er en af Jakobs gode venner.
De har været rekrutter sammen og har fra første dag fulgtes hele vejen gennem systemet.
Nøbbe var altid glad, en positiv gut, der konstant spredte god stemning i den danske lejr.
»Fuck, fuck, fuck, det kan ikke være Nøbbe,« tænker Jakob.
Soldaterne giver hinanden et kram. Går rundt i små cirkler og snakker med hinanden.
Kick at være i krig
Da Jakob ligger i sin feltseng om aftenen, føler han sig tom indeni.
Han har aldrig mistet en kammerat før.
Dagens begivenheder strømmer gennem hovedet på ham. Han tænker på Nøbbe.
På de første dage, de havde på skydebanen sammen, som værnepligtige.
Dengang var det jo bare sjov og ballade. Jakob elskede hvert sekund ved forsvaret. Der var hele tiden knald på. Helt anderledes end alt, hvad han tidligere havde prøvet efter folkeskolen.
Så han meldte sig til kamptropperne, Jyske Dragonregiment. Han vil udsendes og prøve kræfter med Irak eller Afghanistan.
»I Kosovo sker der ikke en skid. Vi skal til Irak eller Afghanistan,« sagde en kammerat til Jakob.
Men Irak er på ingen måde, hvad Jakob havde forestillet sig.
Det er vildere. Men Jakob kan lide det.
Det er et kick at være i krig.
Det kan ikke sammenlignes med noget. Og kammeratskabet er fantastisk.
Filmen knækker
Efter Nøbbes død snakker soldaterne ud med hinanden.
Jakob har aldrig følt kammeratskabet stærkere end nu. Forsvaret sender psykologer ned til den danske lejr, Camp Einherjer.
Flere får ekstra sygeorlov, men Jakob melder, at han ikke har brug for en pause til at tænke sig om.
»Jeg er nordjyde, jeg kommer fra landet, jeg er vant til at tage tingene stille og roligt«, siger han til de overordnede.
Men filmen knækker, da Henrik Nøbbes kiste skal sendes hjem.
Jakob kan ikke få lov til at komme hjem til Danmark til begravelsen. Flere af kammeraterne vil gerne følge Henrik Nøbbe den sidste vej. Men de må også blive i Irak, så bataljonen kan fortsætte med at løse sine opgaver. Jakob er skuffet og frustreret. Det sortner for hans øjne, da kisten bliver båret ud til flyveren. Han bryder sammen i gråd.
Et dybt sort hul
Resten af dagen er sløret. Jakob føler det, som om han falder ned i et dybt sort hul.
Kammeraterne forsøger at støtte. Men det hele virker helt ligegyldigt.
Han ringer til sine forældre hjemme i Nordjylland.
De har hørt om Nøbbes død. Det er en svær samtale. Svært at forklare til folk, som ikke har været til stede i Al Hartha 14.maj. Forældrene støtter ham fuldt ud. De ved, at det er militæret, han vil lige nu.
En svinsk kamp
Lige da Jakob kom til Irak, havde han fornemmelsen af at hjælpe en nødlidende befolkning. Nu er følelsen forsvundet og erstattet vrede.
En vrede mod de irakiske oprørere, som angreb den danske deling, og mod snigskytten, der skød Henrik Nøbbe.
»Vi er på vej ud for at opbygge en skole til deres børn, og så skyder de på os fra et baghold. Det er en svinsk måde at kæmpe på,« tænker Jakob.
Vreden gør det lettere at fordøje, at Jakob netop har taget et liv. Lettere at forsvare det over for sig selv og lettere at trykke på aftrækkeren endnu en gang.
Bare en lille brik
Jakob kan næsten ikke vente med at komme hjem til Danmark, selvom han føler, at han ikke er færdig med den opgave, han blev sat til at løse.
»Det er en politisk beslutning, som vi gutter ikke skal blande os i. Vi er bare en lille brik i det store puslespil,« tænker Jakob.
Vejen til Afghanistan
Han ved, at 14. maj 2007 er en skelsættende dag i hans liv. Den har brændt sig fast på nethinden. Han er imponeret over sine kammerater, sin delingsfører og forsvaret.
»Vi har bevist, at vi er gode soldater, og at vi kan vores pis. Jeg er en middelmådig soldat, men under kampene er jeg god. Jeg er på ingen måde nogen helt. Jeg gjorde bare, hvad forsvaret har lært mig,« tænker Jakob.
50 dage efter 14.maj, Nøbbes død og sit første drab står en ting nu tindrende klart for Jakob.
»Så snart det bliver muligt, vil jeg søge til Afghanistan.«
Historien bygger på interview med Jakob, med hans kammerater og på oplysninger fra Hærens Operative Kommando. Artiklen er Jakobs version af begivenhederne 14. maj 2007.