Stop milliardnedskæringer på uddannelse!
Sådan vil der blive råbt i kor i København, Aarhus, Aalborg og Odense i dag, når Uddannelsesalliancen, en sammenslutning af 45 elev- og studenterorganisationer, demonstrerer mod nedskæringer på uddannelsesområdet.
- Vi har 75 busser, der kører unge ind fra oplandet, og meldinger om undervisningsnedlæggelser og morgenmøder på 100 uddannelsessteder over hele landet. Så det tyder på, at der kommer ret mange, siger Yasmin Davali til Avisen.dk.
Hun er formand for Danske Studerendes Fællesråd og talsperson for sammenslutningen Uddannelsesalliancen, der står bag demonstrationerne.
40.000 på gaden sidste år
Sidste år gik 40.000 studerende på gaden i protest mod regeringens nedskæringer på 8,7 milliarder på uddannelsesområdet.
- Sidste års nedskæringer har allerede fået store konsekvenser. Undervisere er blevet fyrede, og fag er blevet lukket. Det er et angreb på unges muligheder for at tage en kvalitetsuddannelse, og det er noget af det, som er grundlaget i et stærkt samfund, siger Yasmin Davali.
I år har planerne om yderligere besparelser på finansloven samt 2025-planens nedskæringer på SU’en forstærket de unges frustrationer.
- Vi kan mærke, at rigtig mange har lyst til at sige fra overfor regeringens ungdomsfjendtlige indstilling. Det kan ikke passe, at der skal skæres på vores fælles uddannelsessystem for at finde penge til topskattelettelser, siger Yasmin Davali.
- Vi håber, at demonstrationerne kan være med til at råbe politikerne op og lægge pres på Venstre, siger Yasmin Devali.
Her kan du går med i demonstrationerne i morgen:
- København: Start klokken 16.00 på Rådhuspladsen
- Aarhus: Start klokken 16.00 i Rådhusparken
- Odense: Start klokken 16.00 på Amfipladsen
- Aalborg: Start klokken 16.00 på På sporet 6