Tusindvis af klimademonstranter trodser lørdag regn og kulde for at kræve handling ved topmødet COP26 i Glasgow i Skotland.
Studerende, aktivister og bekymrede borgere begyndte deres optog ved Kelvingrove Park.
Herefter bevæger de sig gennem byen med kurs mod den centrale plads George Square.
De bærer blandt andet røde flag, megafoner og bannere med teksten "Kapitalisme dræber planeten".
Demonstranterne anklager store virksomheder for at bære en del af skyldes for klimakrisen. Ifølge Reuters' reportere på stedet bliver der blandt andet sunget socialistiske slagsange.
Myndighederne i Glasgow har tidligere sagt, at de forventer op mod 50.000 mennesker på gaderne i den skotske by.
Demonstrationen er en del af cirka 200 lignende protester, der lørdag bliver afholdt over hele verden.
I Danmark er der lørdag klimamarch i 25 danske byer. Det sker blandt andet i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
Delegerede fra 200 lande er i Glasgow for at nå til enighed om, hvordan målene fra Parisaftalen kan nås. Den globale temperaturstigning skal ifølge aftalen begrænses til mellem 1,5 og 2,0 grader.
Halvvejs igennem topmødet har nogle lande lovet at reducere deres CO2-udledning. Der er også indgået aftaler om udfasning af kul og at nedbringe udslippet af metan.
Men klimaaktivister mener, at der indtil videre er sket for lidt.
De efterlyser detaljer om, hvordan man konkret vil nå den nødvendige og meget omfattende nedskæring i udledningen af CO2.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters