Det skulle have været Kinas og OL s store dag.
Mandag blev den olympiske fakkel tændt ved en ceremoni i Grækenland, men netop som Beijings mand skulle holde en tale, blev han afbrudt af demonstranter, som foldede et stort banner ud forestillende de olympiske ringe, som forvandledes til et par håndjern.
Demonstranterne kom fra gruppen Reporter Sans Frontiers, som protesterer mod vilkårene for ytringsfriheden i Kina.
- Vi kan ikke lade kineserne kapre den olympiske flamme, et symbol for fred, uden at kritisere den dramatiske situation, som menneskerettigheder har i Kina, skriver Reporter Sans Frontiers i en pressemeddelelse.
De græske tv-kommentatorer var målløse under protesten, mens det statstyrede kinesiske tv hurtigt klippede væk fra deres direkte forbindelse, så kinesiske seere ikke skulle se påstyret.
Demonstrerede for Tibet
Og resten af dagen var ikke meget bedre for Kinas OL-dækning. Den græske atlet Alexandros Nikolaidis bar faklen den første etape, men der gik ikke lang tid, før også han var målet for protester. En tibetansk kvinde havde malet sig blodrød og lagde sig ned ved ruten, da han løb forbi, mens andre demonstanter mødte flammen med Skammens flamme som tilråb.
Demonstranterne prosterede imod Kinas besættelse af Tibet, og de optøjer, som ifølge tibetanske kilder har kostet over 100 mennesker livet.
- Vi har tibetanere ved hvert hjørne, som hopper frem og protesterer, sagde en græsk OL-arrangør ifølge CNN.
- Det vil bliver meget svært at bevogte fakkel-løbet.
OL-flammen skal rejse 137.000 kilometer de næste 130 dage, inden den tænder den olympiske ild i Beijing til august.