Ritzau
Opdateret kl. 14:43
Flere steder verden over er årsdagen for den tibetanske opstand blevet markeret.
Lørdag eftermiddag markeres dagen også i Danmark, hvor en lille flok demonstranter samler sig foran den kinesiske ambassade i Hellerup.
Anders Højmark Andersen, der er formand for Støttekomiteen for Tibet, mener, at det også er vigtigt at markere tibetanernes oprør i Danmark.
- Det er vigtigt for at markere den dag, hvor tibetanerne gjorde oprør i Tibet. Vi vil gerne minde kineserne om, at der er faktisk en del danskere, som er utilfredse med deres politik i Tibet, siger han.
Omkring 20 personer ventes at deltage i demonstrationen, der markerer dels årsdagen for oprøret i 1959 og dels tiåret for opstanden i 2008.
Tibet kom under kinesisk styre i 1951, efter at den østlige del af landet var blevet invaderet.
Tibetanerne følte sig dog undertrykt af kineserne og forsøgte i 1959 en opstand. Det mislykkedes, og Dalai Lama flygtede sammen med mange andre tibetanere til Indien, hvor man oprettede en eksilregering.
I forbindelse med markeringen af årsdagen for opstanden i 1959 protesterede flere i Tibet i 2008, og ifølge menneskerettighedsgrupper blev flere end 100 tibetanere dræbt.
Siden optøjerne i Tibet har flere tibetanere begået selvmord ved at sætte ild til sig selv i protest. Det skete senest onsdag, da en mand satte ild til sig selv i det vestlige Kina.
Det oplyser Den Internationale Tibet (ICT) Kampagne ifølge nyhedsbureauet AP. Ifølge ICT har over 150 tibetanere sat ild til sig selv siden 2009.
Tibetanernes oprør er også blevet markeret andre steder i verden. Blandt andet i Dharamsala i Indien, hvor den politiske leder i eksil, Lobsang Sangay, lørdag holdt tale.
- På grund af den kinesiske regerings hårde politik har 152 tibetanere fra alle tre provinser i Tibet sat ild til sig i protest siden 2009, sagde Sangay ifølge The Indian Express.
/ritzau/