Flere demonstranter er onsdag formiddag blevet båret ud af Sveriges parlament, Riksdagen, som de indtog, for at protestere mod Israels fremfærd i Gazastriben.
Seks mennesker er anholdt.
I Riksdagen afbrød demonstranterne flere politikere, der talte.
Første afbrydelse kom, da udenrigsminister Tobias Billström fra partiet Moderaterna slog fast, at Israel har ret til at forsvare sig mod den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse.
- Israel begår jo folkedrab, råbte en kvinde.
Det fik Riksdagens formand, Andreas Norlén, til at gribe ind.
- Må jeg bede om, at de, der forstyrrer, omgående fjerner sig fra tilskuerpladserne, sagde han.
Kvinden blev ført ud af salen af vagter, og debatten fortsatte.
Men da Aron Emilsson fra Sverigedemokraterna debatterede med socialdemokraten Morgan Johansson om den suspenderede hjælp til FN-organet UNRWA, blev der igen protester.
Demonstranter råbte slagord om støtte til Gazastriben, og igen måtte vagterne bære folk ud.
Kort efter råbte demonstranterne igen, at "Israel begår folkedrab". Det fik vagterne til at gribe ind igen.
- Seks personer har ytret deres holdninger på offentlighedens tilskuerpladser. De er blevet fjernet af Riksdagens sikkerhedsvagter, siger Carina Larsson, pressemedarbejder ved Riksdagens forvaltning.
- Samlingerne må ikke forstyrres, det er ikke tilladt. Når det sker, bliver personerne anholdt og overdraget til politiet.
Også uden for Riksdagen i Stockholm er der demonstration, hvor folk bærer skilte med tekster som "Stop våbenhandel med Israel" og "Svigt ikke Gazas børn".
Sidste år steg antallet af den type hændelser i Riksdagen. Og i år har der allerede været flere protester og forstyrrelser end i hele 2022, skriver det svenske medie Altinget.
/ritzau/TT
/ritzau/TT