De 180.000 amerikanske soldater i Irak kan snart blive trukket hjem, hvis det står til Demokraterne. Søndag offentliggjorde partiet, at man vil presse på for at tilbagetrækningen fra Irak kan begynde snarest.
»Det første, vi skal have gjort, er at ændre den retning, vores Irak-politik har. Vi bliver nødt til at begynde en tilbagetrækning af styrkerne fra Irak i løbet af fire til seks måneder,« sagde den demokratiske senator Carl Levin, der forventes at blive udnævnt til formand for Senatets Forsvarskomité.
Præsident George W. Bush har hidtil insisteret på, at der ikke bliver trukket tropper tilbage fra Irak, før irakerne selv er i stand til at overtage kontrollen med sikkerheden. Dermed er der lagt op til en åben konflikt mellem den republikanske præsident Bush og det nye flertal af Demokrater i Kongressen.