55-årige Mike Beauchamp lider af demens, men alligevel er han tvunget til at møde op på jobcentret i Næstved, da kommunen vil have ham tilbage på arbejdsmarkedet.
Demensen er årsag til, at der i hjemmet er blevet sat lås på køleskabet – på den måde undgår Charlotte Beauchamp, at hendes mand hele tiden spiser. Canadiskfødte Mike Beauchamp har i forbindelse med sygdommen også mistet evnen til at tale dansk.
Selvom han lider af demens, vil Næstved Kommune undersøge muligheden for, at han kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor har ægteparret i halvandet år været nødt til at møde op på jobcentret for at diskutere, hvordan Mike Beauchamp kan få et job.
- Han var jo opsagt af en grund, og hans gamle job var ikke voldsomt besværligt, så hvis han ikke kunne klare dét, var det helt utænkeligt med et nyt job, siger Charlotte Beauchamp til Berlingske.
I alt 87.000 danskere lider af sygdommen demens. Blandt dem er der en lille gruppe under 65 år, og de er ikke automatisk indstillet til førtidspension. Flere kommuner arbejder for at få disse demensramte borgere tilbage i job.
- Der er desværre ikke en særlig lovgivning for demente - de følger den samme som alle andre, siger Jeanett Falkenstrøm, teamleder i Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune, til Berlingske.