OPDATERET 18/2-2017, kl. 10.51: Den efterlyste mand er blevet fundet i god behold af en politipatrulje, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Østjyllands Politi leder efter den 76-årige demente Just Erik Rasmussen, der er gået fra sit hjem på adressen Trekanten i Grenå fredag aften.
Og nu beder politiet offentligheden om hjælp til at finde den forsvundne mand. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. Her opfordrer de borgere i Grenå - og særligt dem, der bor i nærheden af Trekanten - til at kigge i udhuse og kældre.
- Vi ved, at han er gået fra sin bopæl Trekanten i Grenå på et tidspunkt i løbet af aften i går. Vi har ledt efter ham det meste af natten med hunde i nærområdet derude. Derfor har vi brug for at at folk lige kigger efter ham, når de vågner op her lørdag morgen. Vi ved af erfaring, at man kan gemme sig i kældre og skure, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til BT.
Just Erik Rasmussen beskrives som 180 cm høj. Han er kraftig af bygning og var iført kongeblå dunjakke, blå cowboybukser og sorte snøresko af mærket Ecco.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.