Det var en menneskelig fejl, der i dagene op til jul kostede en 83-årig dement kvinde livet. Det erkender Skive Kommune, skriver TV Midtvest.
Om formiddagen 21. december fandt hjemmeplejen den 83-årige død ved en å i nærheden af Højslev. Det fik kommunen til at undersøge sagen.
- Den tragiske sag om den afdøde 83-årige borger er en sag, vi tager meget alvorligt. Vi har undersøgt sagen grundigt, og vi må konkludere, at der er tale om en ulykkelig, menneskelig fejl, udtaler pleje- og visitationschef Lars Olesen i en pressemeddelelse.
Aftenen inden kvinden blev fundet død, havde hjemmeplejen været på besøg og konstateret, at hun ikke var hjemme.
Kvinden havde en gps på sig, men blev ikke eftersøgt fordi hun havde lagt en besked i sin kalender om, at hun var taget ind til byen.
På baggrund af den besked og på medarbejderens kendskab til kvinden, kom man frem til, at hun ville komme hjem på et senere tidspunkt, skriver tv-stationen.
- Det viste sig desværre at være et dybt ulykkeligt fejlskøn. Vi har klart beskrevne procedurer for, hvordan plejepersonalet skal forhold sig i tilfælde af, at en borger med en gps-søger ikke er på hjemmeadressen. I denne aktuelle situation blev proceduren desværre ikke fulgt, udtaler pleje- og visitationschefen i pressemeddelelsen.
Allerede i mellemdagene rettede Lars Olesen sin mistanke mod, at kvindens død tydede på en menneskelig fejl:
- Der skulle være slået alarm om aftenen, sagde han til TV 2.