Der blev skrevet superligahistorie på Farum Park søndag aften. For første gang blev en kamp i landets bedste række spillet på kunstgræs, men selvom både OB og FC Nordsjælland fik ét point ud af kampen efter 1-1, er der delte meninger om oplevelsen.
- Jeg synes, den var fin. Banen var hurtig, og bolden kørte fint, så jeg synes, det var ganske udmærket, siger FC Nordsjællands målscorer Søren Christensen.
OB's Emil Larsen, der ellers spillede en god kamp på Farum Park, er ikke helt enig.
- Kunstgræs er fint nok, men jeg synes ikke, man skal spille superliga på det. Græs er græs, og det er sjovere at spille på, siger Emil Larsen.
Han bliver bakket op af OB-anfører Anders Møller Christensen.
- Det er ikke min kop te. Banen var utrolig glat, så man kunne ikke stå fast. Det så også ud som om, at FC Nordsjælland gled en del, så jeg synes ikke, det var ret godt, siger OB-kaptajnen.
Hans kollega hos FC Nordsjælland Nicolai Stokholm mener dog, at det er godt for Superligaen, at FC Nordsjælland nu har kunstgræs.
- Nu har vi et topunderlag uanset, om det er juli, marts eller december. Der er flere og flere klubber i Superligaen, der forsøger at spille fodbold, så det er ikke kun os, der har fordel af en god bane, siger Nicolai Stokholm.
/ritzau/