Borussia Dortmund, der er regnet som førsteudfordrer til suveræne Bayern München i kampen om det tyske mesterskab, var lørdag vej mod sæsonens første nederlag, men fik til sidst alligevel point.
På udebane mod sidste sæsons nummer tre, Hoffenheim, fik Dortmund 1-1.
Dermed har Dortmund otte point for fire kampe, mens Hoffenheim kom på fire.
Dortmund havde det danske stortalent Jacob Bruun Larsen på bænken i hele kampen, mens Thomas Delaney, der har været plaget af en skade, blev skiftet ind efter præcis en times spil.
Bedømt på spil og chancer burde Dortmund have rejst tomhændet hjem. Hoffenheim spillede sig til mange chancer og vandt skudstatistikken overbevisende.
Hjemmeholdet kom foran 1-0 kort inden pausen, da Dortmund i flere situationer forsvarede inkonsekvent.
Joelinton fik bolden direkte serveret fra en modstander, og han satte køligt bolden ind til 1-0 nede ved stolpen.
Hoffenheim var nærgående i jagten på at score yderligere fra begyndelsen af anden halvleg, og spillerne nåede at juble, da de troede, de havde øget til 2-0 efter en håndfuld minutter.
Men efter at have set sekvensen igennem på video, underkendte dommeren målet.
Dortmund spillede sig til en sjælden chance midtvejs, men missede den og fik i stedet endnu sværere vilkår et kvarter før tid, da midterforsvareren Abdou Diallo fik direkte kort.
Dommeren vurderede, at Diallo trak i nødbremsen, hvilket lignede en hård dom, og Dortmund-spillerne brokkede sig da også i stor stil.
Men ganske paradoksalt kom Dortmund bedre med i fortsættelsen og udlignede med syv minutter tilbage.
Marco Reus brød igennem i feltet og serverede for Christian Pulisic, der gled bolden i mål fra klos hold.
I tillægstiden havde Hoffenheim en gigantisk chance, men forsøget strøg over mål, og hjemmeholdets spillere måtte forlade banen uforløste.
/ritzau/