Ritzau
Opdateret kl. 11:26
Midtbanespilleren Thomas Delaney har forladt den danske landsholdslejr i Helsingør for at forhandle et klubskifte fra Werder Bremen til Borussia Dortmund på plads.
Det bekræfter landstræner Åge Hareide før torsdagens træning.
- Det er en storklub. Det er et skridt op for Thomas. Der er ikke noget galt med Werder Bremen, og det har været en fin klub for Thomas, men det er et skridt op ad rangstigen, siger Åge Hareide.
Thomas Delaney forlod for halvandet år siden FC København i vinteren 2017, hvor han skiftede adresse til Bremen i Nordtyskland.
Den 26-årige midtbanespiller blev et hit stort set med det samme, og han indledte den netop afsluttede sæson med at bære anførerbindet i flere kampe.
Landstræneren fortæller, at Delaney er "glad" for udsigten til at spille i Dortmund, og nordmanden regner med, at klubskiftet også vil komme landsholdet til gavn.
Borussia Dortmund har de senest mange år kæmpet med i toppen af Bundesligaen og flere gange været med langt fremme i Champions League.
- Han får måske endnu bedre spillere rundt om sig. Det er en rigtig stor klub og en fin udfordring for ham. Jeg tror, at det bliver rigtig godt, siger Hareide.
Landstræneren har ikke været i tvivl om, at han skulle give Delaney fri få dage før afrejsen til VM i Rusland.
- Så kan han lægge de tanker væk, når han er i Rusland. Så kan han koncentrere sig om VM i stedet for at være i kontakt med sin agent på telefonen, siger Hareide.
Landstræneren oplyser samtidig, at Thomas Delaney starter på banen, når Danmark på lørdag møder Mexico i den sidste VM-test, før landsholdet på mandag sætter kursen mod Rusland.
/ritzau/