Man kan også se det sådan her: 575.000 helt almindelige danskere opdager snart, at de fremover helt slipper for at betale mellemskatten på seks procent – og en hel del af dem får derfor lyst til at yde en ekstra indsats, fordi de kan beholde mere af deres indkomst.
Skal de så arbejde mange timer, før det batter? Nej, hvis bare 10 procent af arbejdsstyrken vil arbejde én time mere om ugen, vil det øge arbejdsudbuddet med 9.000 fuldtidsstillinger. Og det viser erfaringen, at de vil.
Er det ligegyldigt?
Næppe for de plejehjem, der mangler SoSu-assistenter. Næppe for de folkeskoler, der skal renoveres. Næppe for de patienter, der venter på behandling. For dem er det aldeles afgørende, at der bliver arbejdet i flere timer.
Vi 18 konservative mandater har på fire år i et Folketing, der er imod lavere skat, skaffet skattelettelser på samlet 20 milliarder kroner – det er næsten en milliard pr. mandat. Og er 20 milliarder kroner i skattelettelser nu også ligegyldige og intetsigende? Jeg og mange andre vil nok være uenige i, at 5.500 ekstra om året er håndører.