Mystikken breder sig i Jægerbogsagen.
Det er nemlig en anonym person, som kan fælde den tidligere kommunikationschef i Forsvarskommandoen, Lars Sønderskov, i den omstridte sag om den arabiske oversættelse af Jægerbogen. Det er kommet frem i Københavns Byret i dag.
Den anonyme kilde, også kaldet en 'deep throat', kontaktede Auditørkorpset og fortalte, at han lå inde med en email, der beviser, at det var Lars Sønderskov, der lækkede Jægerbogen til B.T.
"Med al respekt kan jeg næsten ikke tage det alvorligt. Du har fået et stykke papir, du har ikke engang fået det elektronisk," var Lars Sønderskovs svar ifølge Politiken, da anklager Lone Damgaard bad om hans kommentar.
Men politiet tog den anonyme henvendelse seriøst og fik retssagen udsat et par uger for at kunne gennemgå Sønderskovs opkald og sms'er til B.T.s redaktionschef, Simon Andersen.
Og det gav pote. Ifølge politiken.dk er det netop kommet frem i Københavns Byret, at Sønderskov flere gange har kontaktet B.T.'s redaktionschef i de timer, hvor den oversatte bog blev lækket.
"Jeg kan ikke huske, hvem jeg talte med. Det var ualmindeligt travle dage. Jeg kan ikke huske, hvem jeg talte med og hvornår," forklarede Sønderskov sig ifølge politiken.dk.
Den anonyme kilde nægter at stå frem, men har sendt en kopi af den mail, der efter sigende skulle være 'beviset' for, at det var Lars Sønderskov, der lækkede bogen. Den email bliver nu gennemgået af Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter, som skal vurdere, om den er god nok.
Den forhenværende kommunikationschef Lars Sønderskov og Forsvarskommandoens IT-chef Jesper Britze står tiltalt ved Københavns Byret for grov pligtforsømmelse.
Senere i dag skal politiets it-ekspert vidne i Københavns Byret.