Hvor Leonardo DiCaprio er, kommer Livia Bistriceanu til. Og hun er ikke at regne for godtfolk i førstnævntes øjne.
Sidstnævnte mener ellers, at hun bærer skuespillerens barn i maven; et barn hun dog har besluttet at beholde derinde på ubestemt tid, da skuespilleren endnu ikke har giftet sig med hende. Det skriver LA Times.
Leonardo DiCaprio har dog alt andet end lyst til at gifte sig Livia Bistriceanu, der to gange har været under psykiatrisk behandling.
Faktisk har han i stedet bedt om rettens hjælp til at holde kvinden på afstand, og det lykkedes fredag. Her fastslog en domstol, at Livia Bistriceanu er en stalker, og at hun de næste tre år skal holde sig mindst 100 meter væk fra mr. Titanic.