Nicklas Bendtner får godt nok et halvt års karantæne fra landsholdet på grund af spirituskørsel, men reelt går angriberen kun glip af en vigtig landskamp.
Det er VM-kvalifikationskampen mod Armenien i Parken den 11. juni.
- Han er alligevel ikke med mod Tjekkiet og Bulgarien i marts på grund af en skade. Så hvis han har fået et halvt års karantæne, er han med igen til september. Dermed er han ude i én kamp, siger fodbolddebattøren Fernando Olsen, der er direktør i kommunikationsvirksomheden Sylvester Hvid & Co.
- Det her er spin fra DBU.
- Hvis det havde været hans klub, der havde givet ham den karantæne, havde et halvt år været lang tid. Men faktum er, at DBU giver ham en spilledags karantæne plus karantæne i en venskabskamp, siger Fernando Olsen.
- Vi er alle enige, om at det er forkasteligt at køre med spiritus i blodet. Og det vurderer fodboldens øverste instans til én spilledags karantæne plus en venskabskamp. Det er præcist så forkasteligt, de synes, at det er, fastslår han.
Fodbolddebattøren vil ikke tage stilling til, om DBU's straf til Bendtner er for lille eller for stor.
- Jeg skal ikke gøre mig til herre over, om det er for meget eller for lidt, men jeg noterer mig, at DBU takserer det til en dags karantæne, fastslår han.
Ud over kampen den 11. juni mod Armenien spiller landsholdet en venskabskamp mod Polen den 14. august. Først til september og oktober spiller Danmark de sidste fire kampe i VM-kvalifikationen.
Nicklas Bendtner havde i weekenden været i byen i København med en ven. Efter at have spist sushi var den skadede landsholdsangriber på sportsbar og cocktailbar inden han satte sig bag rattet i sin bil og dummede sig.
Den 25-årige landsholdsspiller har været skadet siden december, efter at han kom til skade i en pokalkamp for Juventus.
Bendtner er ejet af engelske Arsenal, men er i denne sæson udlejet til de italienske mestre.
/ritzau/