Ganske vist skal hun være ordstyrer – Anna Rytter fra Enhedslisten – men hun vil ikke blande sig i debatten.
For politikere er ikke inviteret til Enhedslistens debatmøde om fremtidens skole, der finder sted på H. C. Andersen Skolen mandag klokken 19. Derimod er byens borgere og skoleinteresserede mere end velkomne.
For kedeligt
»Når politikere deltager i debatmøder, bliver der alt for ofte snakket om økonomi. Og så er de jo heller ikke professionelle fagfolk med fingrene nede i sagens subsstans,« siger Anna Rytter.
Heller ikke rådmand Jane Jegind (V) eller embedsmænd fra Børn- og ungeforvaltningen er inviteret med.
Derimod deltager formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen, skoleleder på Højstrupskolen Per Mathiesen samt Ahmet Demir, der er ungdoms- og familievejleder og kendt for adskillige artikler og fagbøger.
»Debatten i medierne i efteråret og vinteren har i alt for høj grad handlet om ændringer i skoledistrikterne. Men vi mangler at gøre diskussionen mere principiel. Og det skal ske fra bunden – altså fra fagfolkenes side,« understreger Anna Rytter.
Skal høres mere
Anne-Mette Kæseler Jensen er enig.
»Min erfaring er, at skoler og fagforening bliver inddraget alt for sent i processen, når der skal ske nye ting i skolevæsnet. Ofte bliver vi først inviteret til at komme med input lige inden en sag skal besluttes,« siger Anne-Mette Kæseler Jensen.
Til debatmødet vil Anne-Mette Kæseler Jensen blandt andet tale om, at rummeligheden i folkeskolen er hårdt ramt.