Debat på Ekstra Bladet om spion-sag

Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert måtte selv skrive artiklen om Sass Larsen som spion for Venstre. Det skete efter stor polemik internt på avisen om substansen i artiklen. Bent Falbert afviser. (Opdateret kl. 17.17)

• Fogh kan ikke bekræfte spion-historie
• Trads: Velkendt rygte at Sass var spion
• Thorning kræver undskyldning fra Ekstra Bladey
• Rohde: Sass Larsen var spion for Venstre
• Lykketoft afviser spionage
• TV 2-direktør sender Rohde hjem
• S-koryfæer: Henrik Sass er dum og doven

Det sker kun yderst sjældent, at den ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, selv må sætte sig til tastaturet for at skrive en historie til avisen.

Men det skete i går, hvor Bent Falbert - tre dage før valget og med Venstre-manden Jens Rohde som eneste bærende kilde - skrev artiklen, hvor Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, beskyldes for at have ageret spion for Venstre op til valget i 2005. Angiveligt for at svække Mogens Lykketoft.

Alle fremtrædende socialdemokrater har i dag været i medierne med budskabet om, at historien er pure opspind. Partiets leder Helle Thorning-Schmidt forlanger en undskyldning fra Ekstra Bladet.

Og journalister på avisen fortæller da også til Nyhedsavisen, at historien har været genstand for heftigt debat blandt medarbejderne på den politiske redaktion. En diskussion, der endte med, at Bent Falbert selv måtte skrive.

- Jeg forstår udmærket, at Nyhedsavisen interesserer sig for, hvorfor Bent Falbert selv skrev artiklen. Det er nærmest avisens hellige pligt at stille de spørgsmål. Det er jo helt usædvanligt, at en ansvarshavende skriver den her slags selv. Men jeg kan desværre ikke svare på spørgsmålene, fordi jeg er kontraktlig forpligtet til at holde mund. Men jeg tror godt, at jeg kan sige så meget, at der har været en masse interne overvejelser på redaktionen forud for artiklen, siger seniorreporter på Ekstra Bladets politiske redaktion, Jan Kjærgaard, til Avisen.dk.

Leder af Ekstra Bladets politiske redaktion, Sandy French, har kun en forklaring på, hvorfor Bent Falbert er skribent på spion-artiklen.

- Det er fordi, det er Falberts historie, siger Sandy French.

Kan du forklare, hvorfor der har været debat blandt journalisterne på avisen om artiklen?

- Det vil jeg vil selvfølgelig ikke kommentere. Du må ringe til Bent Falbert, siger hun.  

Bent Falbert afviser over for Avisen.dk, at han selv blev nødt til at skive artiklen, fordi den ikke havde medvind i den politiske redaktion.

- Sådan var situationen ikke. Det er selvfølgelig usædvanligt, men jeg skrev historien, fordi jeg selv fik bekræftet oplysningerne fra Jens Rohde og andre kilder. Og så kunne jeg jo lige så godt selv skrive historien i stedet for at sætte andre til det, forklarer Bent Falbert.