Af Mads Jensen
maje@avisen.dk
@BRØD:Et planlagt møde mellem formanden for Fonden Jagtvej 69, advokat Knud Foldschack og embedsmænd på Københavns Rådhus blev aflyst onsdag eftermiddag.
Telefonisk meddelte økonomifovaltningen Knud Foldschack, at hans seneste redningsplan ikke har gang på jorden.
Dermed er alle krumspring omkring en mindelig løsning på den langvarige konflikt udtømt, og den eneste udvej er et ja fra de unge til det oprindelige forslag, hvor fonden køber Stevnsgade 34 og overdrager bygningen til de unge.
Bliver det et nej, venter der hovedstaden voldelige optrin ved den planlagte rømning.
Uløselig situation
Knud Foldschack orienterede sent onsdag eftermiddag de unge om situationen.
»Det virker som en uløselig situation. Begge parter er så princip-stædige, at det er svært at se en løsning. Nu trækker jeg mig tilbage, og så må parterne selv nærme sig hinanden, hvis det er muligt. Men hvem ved, måske kan der stadig scores i overtiden,« siger en desillusioneret Knud Foldschack.
I så fald skal målet scores af de unge.
Socialdemokraternes gruppeformand står fast på det endelige tilbud.
»Vi har strakt os langt, og nu må de unge tage imod tilbuddet om at købe Stevnsgade 34. Det er og bliver den eneste løsning på det her problem. Hvis ikke de unge tænker sig godt om og accepterer snarest, ja, så er løbet kørt,« siger Jesper Christensen.