Af Julie Ruby Bødiker, juru@avisen.dk
Nu har de fået nok, de tykke mennesker. De vil ikke længere finde sig i at blive betragtet som økonomisk åg på samfundets skuldre eller som dumme, dovne og viljesvage mennesker, fordi de har flere deller på sidebenene end idealvægten tillader.
De Tykkes Befrielsesfront – en forening, der kalder sig selv en fredsbevægelse med formålet at stoppe samfundets dæmonisering af overvægtige mennesker – tager nu til genmæle på de overvægtige danskeres vegne.
»De Tykkes Befrielsesfront ønsker, at alle tykke skal kunne være en ligeværdig del af samfundet. På alle områder uden undtagelse,« lyder det fra foreningen.
Årsagen til de tykkes indignation er en netop offentliggjort rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor de samfundsøkonomiske konsekvenser af svær overvægt er regnet ud. Ifølge rapporten kostede de svært overvægtige danskere i 2004 samfundet 14,4 milliarder kroner.
Ud af det beløb gik 1,1 milliard til behandling af sygdom som følge af overvægt, mens 13,3 milliarder var omkostningerne ved sygefravær og permanent, førtidig arbejdsophør som følge af svær overvægt.
Men den rapport er De Tykkes Befrielsesfront fortørnede over.
»At være tyk er hverken en sygdom, en adfærd eller en livsstil. Det er udelukkende et fysisk karakteristika.,« siger foreningen i en pressemeddelelse, der netop er offentliggjort.
At tykke mennesker ofte er udsat for fordomme fra samfundet omkring dem, kan professor i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet, Søren Askegaard, bekræfte. Han har konkluderet, at debatten om fedme i samfundet har betydet, at mange danskere med god samvittighed tillader sig at fordømme deres overvægtige medborgere.
»Det er ikke er legitimt at være fordømmende over for nogen, man bare opfatter som grim. Derimod kan man bedre være det over for nogen, der er overvægtige. Det er jo deres egen skyld, og i øvrigt er de dyre for samfundet, lyder logikken. Så overfor dem er det altid tilladt at sige, at de bør slanke sig,« siger Søren Askegaard til Politiken.