»Jeg går ikke til læge med mindre, jeg har en lungebetændelse, der er lige ved at slå mig ihjel, siger Lars på 37 år, og hans bedste ven og bofælle Lars på 30 år nikker. De to mænd sidder i skuret på havnen og drikke guldøl. Begge siger uden at tøven, at de også ryger heroin.
»Jeg kender mange, der har sår og bylder over hele kroppen, fordi de bruger urene stoffer,« siger Lars på 37.
Han har et rækkehus i Lystrup, hvor Lars på 30 i øjeblikket bor hos ham.
»Vi oplever tit, at folk dør. De sidste 14 dage har vi mistet tre venner,« siger han.
Lars på 30 kan godt genkende, at myndighederne ser igennem de hårdest belastede misbrugere.
»Jeg gik ind på socialmedicinsk klinik og sagde, jeg var afhængig af heroin og gerne ville have hjælp. Men hende damen så lige igennem mig. Så det kunne være godt med et sted, hvor vi bliver taget seriøst,« siger han.
De to venner fikser ikke heroinen.
»Det ødelægger kroppen. Min ven Michael begyndte med at fixe i armen, og nu er han gået i gang med lysken,« siger Lars på 37 og den yngste Lars tilføjer, at han har set folk suge vand op i kanylerne af vandpytter og bruge det til at sprøjte med.
Ikke imødekommet
Hos Center for Misbrugsbehandling i Århus er det velkendt, at de meste belastede misbrugere ikke har ret meget gavn af det sundhedssystem, som almindelige mennesker bruger.
»De kan ikke møde op på bestemte tidspunkter, og det er svært eller umuligt for dem at følge en behandling,« siger Vinnie Thomsen, der er leder af Center for Misbrugsbehandling i Århus.
Misbrugerne kan også have svært ved at udtrykke overfor lægen, hvor de har ondt, eller de kan have en adfærd, der gør det vanskeligt at have dem sammen med almindeligt syge.
»Ofte undgår misbrugerne kontakten til offentlige myndigheder, fordi de ikke føler sig imødekommet. Vi ser tit, at de begynder på en behandling, men glider ud igen,« siger lederen.
Det nye sundhedscenter, som kommunen og Sundhedsstyrelsen sammen finansierer med i alt 10,5 millioner kroner, skal netop hjælpe de misbrugere, der har det allerværst. Nogle lider af kredsløbssygdomme, andre har leversygdomme eller bylder og sår.
»Sundhedscentret skal både hjælpe misbrugerne, men det skal også sætte fokus på den kombination af sygdomme, som misbrugerne typisk har, og som typisk ikke er ret kendt i det etablerede system,« siger Vinnie Thomsen.
Det er endnu ikke besluttet præcis, hvor sundhedscentret skal ligge, men det skal efter planen være i tilknytning til de behandlingstilbud, der allerede findes i midtbyen.