I nat hylder filmbranchen sig selv ved den årlige Oscar-uddeling. Det er ensbetydende med kindkys, glædestårer og mere eller mindre fantasifulde takketaler.
Men historien er også rig på skandaler i forbindelse med prisuddelingen. Her er et par af de største.
Nægtede at modtage prisen
I 1973 vandt Marlon Brando en Oscar for ”Godfahter”, men i stedet for selv at indtage scenen, sendte Brando den indianske Sacheen Littlefeather på scenen. Angiveligt i protest Hollywoods ensidige fremstilling af indfødte amerikanere.
Vinder måtte sidde alene
Hattie McDaniel blev i 1940 den første sorte skuespiller, der vandt en Oscar – den fik hun for sin rolle i ”Borte med blæsten”. Men det hotel, der var vært for prisuddelingen, havde strenge regler og raceadskillelse og tillod ikke at hvide og sorte sad sammen. Så McDaniel blev placeret ved et separat bord – langt væk fra sine medspillere.
Lussing til værten
Will Smith chokerede ikke bare publikum men det meste af verden, da han i 2022 strøg op på scenen og langede værten, Chris Rock en lussing. Det skete efter at Rock havde lavet en joke om Will Smiths kone, Jada Pinkett. Samme aften vandt Smith for øvrigt en oscar for ”King Richard”, men fik samtidig ti års karantæne fra showet.
Forkert vinder annonceret
I en af de største Oscar-fejl nogensinde blev ”La La Land” i 2017 først annonceret som vinder af Bedste Film. Midt i takketalen blev det afsløret, at ”Moonlight” faktisk var den rigtige vinder. Fejlen skyldtes, at Warren Beatty og Faye Dunaway fik den forkerte kuvert.
Nøgen mand på scenen
Under Oscar-showet i 1974 løb en nøgen mand, Robert Opel, over scenen, mens værten David Niven kommenterede det med en sjov bemærkning. Episoden vakte berettiget opsigt, men nu om stunder sker det jævnligt at nøgne, såkaldte streakere” afbryder store begivenheder.
Om årets show også byder på skandaler, kan du se ved selvsyn, når TV2 transmitterer hele showet fra kl 01.00 natten til mandag