Don Ø alias Flemming Østergaard rydder i dag skrivebordet, og giver sin sidste fortælling om klubbens ve og vel til generalforsamlingen.
Her fra står den på pension og et liv væk fra pressens søgelys. Og så måske ikke.
Gennem tiderne har den åbenmundede gavflab leveret den ene oneliner efter den anden. Måske journalisterne ringer til ham en gang i mellem, bare for at få en kommentar. Råt og uden omslag.
Lad os tage en tur ned af mindernes allé, og se, hvad legenden har leveret af guldkorn.
Om regnskabet i 2009, der endte med et dundrende underskud på en kvart milliard.
"Hvis ikke vi kommer ud med et overskud, så giv mig et los i røven." Sagt til Jyllands-Posten, februar 2009.
Om at ansætte kvinder i den fødedygtige alder
"Gu' vil jeg da ej. Så kan hun søge, når hun har født." Sagt til Nyhedsavisen, august 2007.
Om at være en efterspurgt herre
"Jeg bliver tilbudt bestyrelsesposter i ind- og udland hver eneste uge. Du kan kalde det højrøvet, at jeg siger det, men jeg er sådan set ligeglad." Sagt til Journalisten, maj 2007.
Om arvefjenderne fra Brøndby
"De er en klub med en flot historie, der kulminerede ved årtusindeskiftet, og som er afhængig af spillersalg. De har farven gul, som er noget med discount og kyllinger." Sagt til Onside, marts 2009.
Om FCK's økonomiske krise
"Hvis vi mangler nogle indtægter, tror du så ikke, at vores organisation sætter sig ned og tænker over, hvordan vi kan løse det? Skal vi lave et par koncerter mere eller noget andet? Tror du bare, at vi sidder og piller næse?" Sagt til Ekstra Bladet, august 2009.
Om den tidligere FCK-spiller David Nielsen
"Da han slog hovedet oppe i Norge, stod der, at han havde fået hjernerystelse, hvortil jeg svarede, at det ikke var muligt." Sagt til Onside.dk, maj 2009.
Om at flæbe til film
"For nylig så jeg en af de gamle Lassie-film med Elizabeth Taylor sammen med mine tre børnebørn. Det var en af de der sort/hvid-film, der er blevet lagt farver på. Et sted blev Lassie kørt over af en bil, og så spurgte en af ungerne: 'Hvorfor græder du, farfar?' Jeg kunne ikke svare, så det gjorde min kone, hvorpå hun sagde til mig: 'Du ville være en lækkerbisken for en psykolog'." Sagt til Politiken, marts 2005.
Om en udekamp mod Randers FC
"Vi skal til Randers, og med mit kendskab til både Faxe og Tøffe, jamen så har de fået råt kød. Så det bliver helt klart en hård kamp, som vi er meget, meget fokuserede på." Sagt til Onside, marts 2009.