Kirkeminister Bertel Haarder kæmpede som minister for integration en beundringsværdig og indædt kamp for ligestilling mellem kønnene. Han afskyede ethvert tegn i muslimske miljøer på, at mænd havde forrang for kvinder.
Et er muslimer, noget andet danske præster ¿ Folkekirken har af ubegribelige grunde sin egen tidslomme af mørkemænd, der med forankring i Bibelen hævder sig bedre end kvinder og i 2007(!) alvorligt talt mener, at kvinder ikke skal have ret til at prædike eller forrette nadveren.
En af dem er præsten Henrik Højlund, der endda tillader sig den frækhed at se sine dybt reaktionære holdninger være guddommeligt besjælede. Han siger, at vi i kirken skal »mærke den vidunderlige forskellighed mellem kønnene, som er givet os helt fra skabelsen.«
»Forskellighed« betyder i Højlands optik, at han kan leve efter et besynderligt menneskesyn, ifølge hvilket kvinder er mindre værd end mænd.
Højlund er ikke værdig til at bære præstekjolen. At han får lov, viser, at mænd som han mødes med en rummelighed, de ikke kunne drømme om at tilstå andre. Højlund må tro og mene, hvad han vil, men minister Haarder burde skamme sig over ikke klart at indføre lovgivning, så loven om ligestilling også gælder kirken, som den gælder for alt andet.