Bekymrede forældre med hænderne fulde af vigtigt arbejde kan ånde lettet op.
Børn på skoler og institutioner er blevet holdt ude af balladen omkring Ungdomshuset, og ifølge Københavns Kommune er ingen blevet barrikaderet eller spærret inde uden mulighed for at komme hjem.
»Vi har specifikt spurgt til, om børnene er kommet i klemme, men det er ikke sket nogen steder. Børnene bliver hentet af deres forældre, og dem der ikke kan hentes lige med det samme bliver hentet af medarbejdere fra enten klubber eller fritidsinstitutioner, som har opsynet. Ingen bliver sendt alene på gaden,« forsikrer Kim Serup Rasmussen, pressechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Lige foran Ungdomshusets baggård ligger den integrerede institution Cismofytten med 90 børnehave- og vuggestuebørn. Her var kun en enkelt medarbejder, et barn og en forælder mødt ind, da politiet stormede Ungdomshuset.
De tre kom hurtigt ud igen, og med hjælp fra hjemmeside og telefonkæder blev forældrene dirigeret over til de planlagte nødinstitutioner. Andre institutioner har på samme måde undgået store problemer.
»De lokale ledere har håndteret det flot og holder øje og følger med. Mange af de lukkede institutioner blev lukket, inden demonstrationen kom hen til dem for at være på den sikre side,« lyder rapporten fra Kim Serup.
På Christianshavns Skole er man netop nu ved at lukke efter uroligheder i nærheden af Christiania. De børn, som ikke bliver hentet af forældre eller institutioner bliver bag skolens låste døre, indtil forældrene kommer.
Flere skoler og institutioner opfordrer forældre til at holde deres børn hjemme i morgen, hvis urolighederne fortsætter, og ifølge Kim Serup kan man godt forestille sig, at alle institutioner lukker, hvis dagen og aftenen byder på ballade.
»Men vi venter med at tage stilling til senere i dag,« fortæller han.
Ifølge Københavns Kommune er 12 institutioner og skoler på Nørrebro og på Christianshavn lukkede.
Skolen i Charlottegården
Sankt Ansgars Skole
Jagtvejens Skole
Christianshavns Skole
Fritidsklubben Askovgården
Fritidshjemmet Humlebien
Vuggestuen Universet.
Integrerede institutioner:
Hønsegården
Rumpenisserne
Vildrosen
Linden
Cismofytten
Desuden er den bemandede legeplads i Meinungsgade lukket.