Ligesom i fodbold, hvor Tyskland (næsten) altid vinder, fristes man til at sige, at når det kommer til Danske Spils Lotto, så ved man, hvor millionerne ender.
I weekenden kunne Danske Spil uddele årets femte og sjette milliongevinst i Lotto. Og de endte begge i Jylland.
Dermed er fem ud af seks milliongevinster i 2025 havnet i det jyske.
Der var ingen, der ramte de syv rigtige vindertal, men som altid blev der også udloddet to gange 1.000.000 kroner via Millionærgarantien, og det var her, jyderne slog til.
Den første heldige vinder har købt sin kupon i Føtex i Sønderborg. Der er ingen anden gevinst på kuponen, så det blev til den runde million kroner.
Den anden heldige vinder kommer fra den nordlige ende af Jylland og har spillet med via sin mobiltelefon. Heller ikke her var der andre gevinster på kuponen, så også her var den samlede gevinst på en rund million kroner.
Da der ikke var nogen vinder af førstepræmien, går puljen videre, mens den også vokser lidt, så der på lørdag er 14 millioner kroner i puljen.
Det var den engelske fodbold-legende Gary Lineker, som udtalte de berømte ord: "Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jagter en bold i 90 minutter. Og til sidst vinder Tyskland altid."