Det er nu på plads, hvor mange der får erstatning for ulovlig frihedsberøvelse under klimatopmødet i København i 2009. Cirka 230 mennesker venter på at få besked.
Det oplyser senioranklager Klaus Petersen hos Københavns Politi, der er en af advokaterne på sagen.
- Jeg er netop i dag blevet færdig med at gøre det op, siger han til Ritzau.
På grund af det store antal ansøger, og det faktum, at de fleste af dem får imødekommet deres krav og erstatning, så kan Klaus Petersen ikke oplyse det præcise tal for, hvor mange af de 230, der får erstatning.
Han har heller ikke overblik over, hvad den samlede regning løber op i for Københavns Politi.
- Vi har fra starten regnet med, det vil løbe op i godt og vel tre millioner kroner. Men der er kommet flere krav til siden, så det kan godt blive højere, siger han.
Klaus Petersens afgørelse sendes nu til politiets bogholderi, der skal opgøre det præcise tal for den samlede erstatningsværdi.
De mange erstatningskrav skyldes politiets beslutning om at berøve flere hundrede folk deres frihed under COP 15-mødet i 2009 ved at lægge dem i strips og tvinge dem til at sidde på asfalten.
De cirka 230 mennesker har ventet på, at erstatningskravene blev gjort op siden februar 2012, hvor Østre Landsret tilkendte erstatning til omkring 250 andre, der også blev frihedsberøvet under klimatopmødet.
Til dem blev der samlet udbetalt præcist 1.764.962 kroner og 80 øre i erstatning.
Østre Landsret vurderede dengang, at politiet havde god grund til at gribe ind mod de demonstranter, der lavede hærværk og kastede med sten.
Men samtidig mente Landsretten også, at politiet ikke havde sorteret i demonstranterne og tvang derfor for mange, der ikke havde deltaget i hærværket og stenkastningen, ned på den kolde asfalt.
/ritzau/