Sagen om voldtægt, drab og partering af den 22-årige Mia Skadhauge Stevn nærmer sig sin afslutning ved Retten i Aalborg.
19 vidner har afgivet forklaring, og onsdag fremlægges de sidste beviser på sjette retsdag i sagen.
Dagen er sat af til dokumentation af sagens materiale, der omfatter flere tusinde sider.
Specialanklager Mette Bendix har ved retsmødets start oplæst anmeldelsesrapporten om den forsvundne 22-årige sygeplejestuderende.
Det var kvindens mor, der søndag 6. februar 2022 klokken 19.57 kontaktede Nordjyllands Politi for at melde Mia savnet.
Det satte politiet i gang med en omfattende efterforskning.
Videoovervågning, der også afspilles i retten onsdag, viser den 22-årige kvindens færden på barer i Jomfru Ane Gade frem til omkring klokken 06.
Her har overvågningsbilleder vist, at hun stiger ind i en mørk bil ved Vesterbro i Aalborg.
Den 37-årige mand, der er tiltalt for voldtægt, drab og partering, har forklaret, at han samlede kvinden op.
Hun så ud til at fryse, og han ville give hende et lift, har han berettet.
Ifølge den tiltalte indledte de på kvindens initiativ en seksuel relation i bilen.
Det endte ifølge den tiltalte med, at de begge ville have sex.
I et skovområde ved Hammer Bakke skete der ifølge den tiltalte en ulykke, hvor den 22-årige kvinde blev dødeligt kvæstet.
Hun faldt forover, og hovedet gav et unaturligt ryk, har han forklaret.
Kvinden døde ifølge den tiltaltes forklaring kort efter i bilen, da han var på vej på sygehuset med hende.
Han gik i panik og besluttede at skaffe liget af vejen, har den 37-årige forklaret.
Han erkender sig således skyldig i usømmelig behandling af liget, men han nægter at have voldtaget og dræbt kvinden.
Da sagen blev indledt 7. juni, var der kø på Badehusgade foran Retten i Aalborg.
Der er 65 tilhørerpladser, og sagen har trukket fulde huse alle dage.
Anklagerens dokumentation ventes at tage det meste af dagen. Når dagens retsmøde er færdig, er bevisførelsen afsluttet.
Det næste, der sker i sagen, er de afsluttende bemærkninger fra anklager og forsvarer om skyldsspørgsmålet.
Det vil efter planen ske tirsdag 27. juni. Der ventes endelig dom i sagen 28. eller 29. juni.
/ritzau/