De røde regnskabstal fortsætter i AaB

AaB er fortsat en underskudsgivende virksomhed, men tabene er blevet mindre. Investorer er klar med penge.

Det er stadig ikke nogen god forretning at spille superligafodbold i Aalborg, men der er lys forude.

Aalborg Boldspilklub A/S, som selskabet bag superligaklubben AaB hedder, har aflagt regnskab for første halvår 2012.

Det viser et underskud på 13,6 millioner kroner, hvilket trods alt er næsten halvt så lille et underskud som regnskabet for samme periode i 2011.

Det trækker dog bundlinjen i negative retning, at klubben har haft færre entre- og tv-indtægter, end klubben havde forventet.

Samtidig hiver AaB Ishockey også regnskabet ned, men ishockeyafdelingen er dog ikke længere en del af koncernen, der fremover kun vil fokusere på fodbold.

Og selv om forventningen til det samlede resultat for 2012 er et minus på 10 millioner, er der udsigt til en pengeindsprøjtning af nogenlunde samme størrelse.

En gruppe investorer har i hvert fald givet tilsagn om ekstra kapital på op imod 10 millioner, oplyser Aalborg Boldspilklub A/S i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.