Mange synes sikkert, det er rart at være rig - og endnu rarere at blive rigere.
Og de rige nordsjællændere har noget at glæde sig over. Deres formuer vokser, skriver Frederiksborg Amts Avis.
De største formuer findes i Hørsholm, hvor en familie i gennemsnit er god for 4,1 millioner kroner. Det viser en analyse fra Danica Pension og Realkredit Danmark af den gennemsnitlige pensionsopsparing plus den gennemsnitlige firværdi per villa i Nordsjælland.
- Friværdien er de seneste år løbet fra pensionsformuen. Det skal selvfølgelig ses i lyset af den fremgang, der har været på boligmarkedet. Mens boligformuen svinger op og ned med huspriserne, stiger pensionsformuen stabilt. Så på længere sigt tror jeg, at pensionsformuen vil blive vigtigere end boligformuen, siger salgschef hos Danica Pension i Hillerød, Nicolai Olsen, til avisen.
I Hillerød havde en gennemsnitlig villafamilie en formue på 2,7 millioner kroner sidste år. Det er en stigning på knap 150.000 kroner i forhold til året før.