De Radikale vil ikke længere binde sig til et fast parti i Folketingssalen. Derfor lægger de nu for alvor afstand til blokpolitik og vil finde tilbage til positionen som midterpartiet, der kan samarbejde med både Venstre og Socialdemokraterne.
Det siger De Radikales Margrethe Vestager, der forventes at overtage tøjlerne fra Marianne Jelved inden længe. Hun bekræfter samtidig, at partiets politiske program er på vej ud i skraldespanden.
- Vi skal alle skifte mental model fra blokpolitik til midterpolitik. Den strategi, som vi har haft, er blokpolitikkens strategi. Vi vil gerne lægge en strategi, der er midterpolitikkens strategi, siger Margrethe Vestager til Berlingske Tidende.