Regeringen må på banen med løsningsforslag til, hvordan Danmarks velfærd bliver fremtidssikret.
Det siger De Radikale som en kommentar til, at Arbejdskommissionen onsdag fremlagde en delrapport, der viser, at der skal bruges 14 milliarder kroner mere, hvis regeringens 2015-mål skal kunne opfyldes. Kommissionen pegede blandt andet på, at det kan blive nødvendigt at hæve den ugentlige arbejdstid til 38 timer. En mulighed kan også være at spare på de offentlige midler - altså dårligere service - eller at få flere i arbejde, så der kommer flere penge i statskassen.
Under alle omstændigheder er der brug for reformer, påpegede Arbejdskommissionen, og de reformer må regeringen på banen med nu, mener De Radikale.
- Regeringen er løbet tør for idéer og mangler helt åbenlyst viljen og modet til at gennemføre de forandringer, der skal fremtidssikre Danmark. Jeg håber, at Arbejdskommissionen kan inspirere regeringen til at træffe de afgørende politiske beslutninger,” siger De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard, i en pressemeddelelse.
- Det er topmålet af uansvarlighed og en utilstedelig gambling med Danmarks økonomi at sparke alle nødvendige tiltag til hjørne med kommissioner og andre former for syltekrukker. For hver dag regeringen nøler, vokser udfordringerne, lyder det.
Partiet peger - ikke overraskende - på deres egne forslag om en jobreform, en dagpengereform, en skattereform og en social 2015-plan.