David Trads skriver i standpunkt her i avisen 8. august, at kun Ny Alliance, De Konservative og De Radikale tilbyder løsninger med sænkede skatter.Men med hensyn til det sidstnævnte parti - De Radikale - skal man tage sig i agt! Det er ren valgflæsk, som overhovedet ikke vil blive indfriet. Endnu runger den tidligere økonomiminister Marianne Jelveds ord som den tungeste malmklokke: »Det vil i den nuværende situation være halsløs gerning og uforsvarligt at sænke skat på arbejdsindkomster«.
Det Radikale Venstre vil altid finde den nuværende situation som værende til IKKE at sænke vore skatter og afgifter, og det uanset at partiet nu har fået en ny leder.
Det er en tragedie, at Det Radikale Venstre ikke kan indse, at det er nødvendigt for landets konkurrenceevne, at verdens højeste skattetryk må og skal sænkes.
Og det vil være en tragedie, hvis De Radikale atter skulle få et bestemmende mandattal i Folketinget.