Lucas topper, og Sille flopper. Når nybagte forældrepar skal navngive den nye guldklump, er nogle navne vanen tro mere populære end andre.
For femte år i træk er Lucas i top blandt drengenavnene, mens navne som Tristan, Sander og Johan er nye højdespringere i det mest anvendte selskab.
Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik.
Emma har blandt pigerne holdt fire års pause fra topplaceringen, men er nu til tilbage som det mest populære pigenavn.
De gamle kendinge får dog konkurrence fra nypopulære navne som Ella, Celina og Hannah.
Adam, Hjalte og Anders er siden 2007 røget helt ud af top 50-listen hos drengene, mens Filippa, Sille og Mia har lidt samme skæbne hos de nyfødte piger.
Kigger man på, hvad flest nulevende danskere hedder, er det Jens, der tager teten på herrefronten. 52.947 mennesker hed pr. 1. januar i år det samme som en lynende superhelt og en tidligere statsminister.
48.153 kvinder hed på samme tidspunkt Anne, som tager topplaceringen blandt landets kvinder.