De højtuddannede unge skrotter i stigende grad fædrelandet til fordel for udlandet.
Det viser en tal fra Danmarks Statistik, og det kan give problemer for den danske økonomi, skriver Jyllands-Posten.
Færre af de unge vender nemlig tilbage efter et udlandsophold efter både to, seks og ti år, forklarer den tidligere forskningschef for Rockwool Fonden, Gunnar Viby Mogensen.
"Nu flygter de. Færre og færre vender tilbage, og det varer længere og længere, inden de kommer hjem," siger Gunnar Viby Mogensen til avisen.
Knap halvdelen af de kloge hoveder vender nu hjem efter to år, mens to ud af tre vendte hjem i 1990'erne.
Problemet med hjerneflugten blev allerede påpeget i 2005 af Velfærdskommissionen.
"Det kan blive et alvorligt problem for Danmark, hvis vi ikke får erstattet disse mennesker med højtuddannede fra andre lande," fortæller Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersen til avisen.
Han påpeger, at det måske kan blive nødvendigt at indføre betaling fra dem, der flytter til udlandet, fordi staten jo har betalt for deres uddannelse.