På mandag er der krav om mundbind i detailhandlen og indkøbscentre. Men nu har de ansatte fået en kattelem, idet de vil være undtaget for for kravet, hvis virksomheden stiller krav om, at de ansatte har gyldigt coronapas.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse, hvor der også gøres opmærksom på, at man fremover skal vise coronapas hos de såkaldt personrelaterede serviceerhverv som f.eks. frisører og kosmetologer.
- Lige nu er det vores vigtigste opgave at holde samfundshjulene i gang samtidig med, at vi passer på hinanden. Og selvom vi nu skal til at hive coronapasset frem lidt oftere eller tage mundbind på, så er samfundet stadig åbent. Vi kan altså blive ved med at gå på restaurant, i biografen eller tage til koncert og nyde de mange muligheder, som erhvervsdrivende landet over har at byde på. Men der er selvfølgelig fortsat hjælp til dem, der er hårdest ramt, siger Erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Fakta:
Fra 29. november gælder følgende krav for erhvervslivet:
- For natklubber og indendørs serveringssteder, personrelaterede liberale serviceerhverv som eksempelvis frisører, tatovører, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker samt bemandede solarier gælder der krav om fremvisning af coronapas.
- For større arrangementer som konferencer, foredrag, dyrskuer, messer, forlystelsesparker, bade- og legelande mv. gælder der ligeledes krav om coronapas, hvis der samles mere end 100 personer indendørs og 1000 personer udendørs.
- I dagligvarebutikker, indendørsmarkeder, indkøbscentre, stormagasiner, basarer, arkader samt take-away steder heri gælder der krav om mundbind eller visir. Der er dog ikke krav om mundbind eller visir for ansatte, hvis virksomheden stiller krav om at de ansatte har et gyldigt coronapas.
- Der gælder krav om, at virksomheder, som pålægges krav om enten mundbind eller coronapas, opsætter skilte, som informerer kunderne om kravet
- Coronapasset vil fra den 29. november gælde i 72 timer ved PCR-test og i 48 timer for hurtigtest.