Banen er lavet af asfalt frem for græs, men det passer nu også bedst, når sporten er VM i gadefodbold. Med 48 deltagende nationer dyster alverdens hjemløse mod hinanden på Rådhuspladsen de næste dage.
Danmark var da også første til at lægge ud med tåhylere og boldfinter men fik ikke kamp til stregen. Nok scorede modstanderen Irland hele to gange kort efter start, men med fuld opbakning fra de mange tilskuere på tribunerne, der i anledningen er sat op, kunne værtsholdet kæmpe sig sikkert tilbage. På blot et minut hentede de hjemlige drenge tre mål men blev selv løbet op med et enkelt. Det gjorde dog ikke den store forskel, for tre ekstra bolde røg i kassen, og trods et sidste forsøg fra irerne kunne Danmark slutte som vindere.
Helt professionelt ser turneringen ud med ens tøj og holdopstillingslister, men holdene er en anelse anderledes en normalt. Et helt kvindehold - bortset fra en mandlig målmanden - fra Kurdistan stiller beredvilligt op til dyst, og mens nogle spillere er en broget forsamling, er andre toptrimmede. Forskelligheden kommer da også til udtryk i dagens resulater, der blandt andet viser, at Frankrig har fået tæv 2-12 mod Nigeria, ligesom Australierne ikke fik et eneste mål mod Skotland, der knaldede 13 styks i nettet. USA er vant til at vinde det meste i diverse sportgrene, men gælder det hjemløse-fodbold kan selv kasakstanere banke dem langt ud af banen. De slog amerikanerne 10-2.
Danmark er i pulje med Ungarn og Kigisistan, men også Ghana, Afghanistan og Brasilien er taget hertil for at mødes med folk i samme, svære situation. Indtil på lørdag kan de alle sammen kæmpe for sejrens sødme.
Kronprins Frederik overværer finalen på lørdag kl. 17.