Hvert år må muslingefiskerne vente på analyseresultater, der kan fortælle dem, om muslingerne i Limfjorden er klar til fangst.
Der bliver målt på vandets algeindhold og muslingernes kødprocent.
Mandag var alle tal endelig i orden og fiskeriet kunne begynde.
Det er to måneder senere end sædvanligt, så i år når fiskerne sandsynligvis ikke at fange så meget, som de plejer.
Muslingefiskeriet beskæftiger omkring 300 mand omkring Limfjorden inklusive de erhverv, der bistår fiskerne på land - der er ca. 50 muslingebåde.
Fiskeriet efter muslinger i Limfjorden har været meget omdiskuteret, da en del af fiskeriet foregår i områder, der er beskyttet af EU som både fuglebeskyttelsesområde og levested for sjældent dyreliv.
/Newspaq/