For Jesper Christensen giver det ene job råd til det andet. Lige nu er han aktuel i den danske film ’One Shot’.

Begge karakterer bliver skudt, så det gør auvs.

Ellers tåler en storstilet Hollywood-produktion med alt i grej, stunts og special effects dårligt nok sammenligning med det lille danske trekants-drama, som den folkekære skuespiller ganske gratis stiller op til – selv om han i stedet kunne tjene penge på den internationale filmscene.

Men som Jesper Christensen selv siger:

»Det ene giver råd til det andet.«

Med andre ord – for den 60-årige skuespiller er filmiske eksperimenter mere vigtigt end alverdens pop og prestige, selvom det ironisk nok er rollerne i Hollywood, der finansierer de alternative drømme. Blandt andet muligheden for at drive selskabet Babyfilm (ejet af Jesper Christensen, Ulrich Thomsen og instruktøren Linda Wendel) og skyde filmen 'One Shot', hvis titel skal forståes helt bogstaveligt. De 74 minutter er nemlig optaget som én lang sekvens uden et eneste klip.

Babyfilm skriver hermed dansk filmhistorie som de første, der kaster sig ud i et så vovet langskuds-projekt. Det er dog kun i den københavnske mini-biograf Gloria, at publikum kan studere resultatet.

»Vi kommer ikke først i køen,« konstaterer Jesper Christensen tørt, da Nyhedsavisen møder ham i de højrøde biografstole.

Den 60-årige stjerneskuespiller kender på forhånd prisen for at stifte et selskab 'baseret på at udvikle et frirum, som giver mulighed for at undersøge og udvikle filmsproget', som det hedder i Babyfilms fundats. Men derfor kan man godt mene, at et kunstnerisk forsøg fortjener bred opmærksomhed.

»Jeg symes ligeså godt, filmen kunne være i rigtig, rigtig mange biografer, for den handler om noget, der rager langt de fleste mennesker i det her land. I hvert fald dem, der er forældre … og så dem, der er voksne børn,« siger han om 'One Shot'.

Filmen har ikke fået støtte fra Statens Filminstitut, og det har afgjort dens beskedne lancering.

Shit happens i haven!

Kort fortalt handler den om Sally (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), der en tidlig Sankt Hans-morgen vender hjem til sin mor på Møn for at få sig et opgør med en barndom fuld af svigt.

Moderen (Karen-Lise Mynster) er dog i fuld sving med et større morgenknald med elskeren Lennart (Jesper Christensen), og der er således basis for mere end en times håndfaste skænderier - serveret i realtid, hvilket krævede mere end normal koncentration på filmsettet.

»Selvom alt det tekniske fyldte meget i mit hoved, tænkte jeg: 'Jah, det er skidesjovt, det prøver vi sgu', og så trækker man ellers på den teatererfaring, der hjælper én i sådan en situation. Men der var mange løse ender,« indrømmer Jesper Christensen.

For selv om hele filmen blev 'gennemtæsket' og øvet i flere dage, skete der alligevel små uheld fra at kameramand og skuespiller går fejl af hinanden til, at en bestemt mobiltelefon, der skal ringe bare ikke ringer og ikke engang befinder sig dér, hvor det var aftalt. Den slags kalder på et vist improvisationstalent, når man ved at hele filmen skal skydes om, hvis man fejler.

»Det hele var så cowboyagtigt, men alligevel kunne jeg bare ikke forestille mig, at vi ville komme hjem UDEN en film. Vi kunne højst risikere at komme hjem med en ikke særlig vellykket film, og hvad så, hvis det var sket? Shit happens! Hvis man ikke vover, så...og alt det der,« siger han med et overbærende smil.

Men der er langt fra et kunsteksperiment på Møn til en blockbuster i Hollywood?

»Ja, der har jeg jo været meget heldig. Det bliver jo ikke meget mindre end det her,« ler han.

Hvor føler du dig mest hjemme?

»Det gør jeg her – og hos Per Fly. Men især her i vores eget lille selskab, hvor vi går og roder lidt i haven, ikk?.«

Rolle hos Scorsese

Men hvad får du så ud af at spille med i de internationale produktioner som for eksempel Bond?

»Bond er for sjovt, fordi det er så syret et univers, og den rolle, jeg har fået, har udviklet sig ret sjovt. Altså, det er en lille rolle, der ikke stiller så store krav. Men lige nu har jeg en anden rolle på en film, der hedder 'The Young Victoria', instrueret af Jean-Marc Vallée og produceret af Martin Scorsese. Dér har jeg en rigtig god rolle, som jeg også ville synes var sjov herhjemme,« forklarer Jesper Christensen.

I det historiske drama 'The Young Victoria' lærer han den unge Prins Albert at begå sig ved det britiske hof, men ellers har Hr. Christensens særlige engelsk-accent mest givet ham skurke-roller.

»Problemet er jo, at man får sådan nogle sindssyge rovmorder-roller, fordi man har den der brydning i sproget. Det betyder, at der er en hel masse roller, man ikke kan få andre steder end på sit eget sprog. Så der er en hel side af verden, som jeg slet ikke kan få lov at spille derude,« forklarer han og overvejer et øjeblik om Danmark nu også stadig er så udfordrende et filmland.

»Ikke for at sige noget negativt om danske skuespillere, men jeg har spillet med de fleste af dem, især af de gode, og så er det da skidesjovt og anderledes at få lov at spille med folk som Judi Dench, Daniel Craig, Nicole Kidman, Sean Penn og Bill Pullman.«

Hvad er den største forskel på et filmset i Danmark og Hollywood?

»At der hele tiden er nogen, der går rundt og holder i dig. Passer på, at du ikke farer vild. De følger mig endda på toilettet, og så står de derude og lader som om, de IKKE venter udenfor toiletterne. Men det gør de altså …«

En anden forskel for Jesper Christensen er den opmærksomhed, han oplever, når han for eksempel spiller med i den nye James Bond, og som nu, hvor han møder op til et pressemøde på en såkaldt smal dansk film, hvor kun to medier er dukket op.

Nej tak til reaktionært tv

»Pressens behandling af kulturstoffet fordummende og kedelig. Provinsiel simpelthen, og det gælder i øvrigt ikke kun for medier i Danmark. Den skrivende presse lukker sig om sig selv og en masse ligegyldigheder. Det skal jo helst være med nogen, man kender fra fjernsynet,« ironiserer en af de få skuespillere herhjemme, som principielt takker nej til at medvirke i lange tv-serier.

»Den slags tv-serier har den indbyggede svaghed, at din karakter aldrig kan udvikle sig frit, fordi den skal være der igen i næste uge. Du kan ikke skyde dig. Eller blive skudt. Rollerne kan ikke udvikle sig, alle karaktertræk er faste. På den måde ligner det jo ikke livet, og det er efter min mening reaktionært og kedeligt.«

Mange forbinder dog stadig Jesper Christensen med tv-serien 'Nana', der i 1987 (og siden) har begejstret mange børn og forældre.

»Hvis jeg er noget, så er jeg Nanas far eller ham alkoholikeren fra 'Bænken'. Og de to roller kan endda blive kombineret, for Katrine Jensenius, som spiller Nanas mor, mødte engang nogen, der havde overværet nogle optagelser med mig til 'Bænken' – inde på Hovedbanegården. Så de sagde til hende: 'Jamen, er det ikke Nanas mor? Og hvordan går det med Nana?'. Hun sagde bare: 'Det går fint', og så sagde de: 'Ja, for vi så jo Nanas far ligge inde på Hovedbanegården, og det så bestemt ikke godt ud …«

Med andre ord. Alle store skuespillere bliver ofte forbundet med ganske få roller. Er Jesper Christensen tilfreds med Nana og Kaj og måske hans nye alter ego, Lennart?

»Ja, for tænk, hvis man var blevet kendt for en rolle, der var noget værre lort,« udbryder han.

»Det kunne være gået meget værre. Er du sindssyg, mand, hvor har jeg lavet meget dårligt i mit liv. Det har jeg så ikke tænkt mig at uddybe, så jeg er vældig godt tilfreds.«

Læs anmeldelsen af 'One Shot' i Nyhedsavisen fredag.